Artikel ved Hans Aage
- Religion blandt danskere i udlandet

Artikler herfra udgivet i andre sammenhænge:

- Du danske sommer... i Hong kong (Sankt Lukas Kirkes kirkeblad, Århus, nr. 3)
- Skib ohøj! (Kirkebladet ved Den danske Sømands- og Udlandskirke i Singapore)
- Dragekamp i Hong Kong (DSUKs blad NYT, nr. 4)
- At være kirke i Hong Kong (Sankt Lukas Kirkes kirkeblad, Århus, nr. 2)

- Rejsen til Guangzhou - det kinesiske kræfthospital (DSUKs blad NYT, nr. 3)

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Religion blandt danskere i udlandet

I foråret ønskede man på Københavns Universitet ( institut for tværkulturelle Studier) at igangsætte en undersøgelse af danskere i udlandet og deres forhold til religion og danskhed. Deres argument var, at man havde undersøgt næsten alt om religion blandt danskere/emigranter i Danmark, men vidste intet om danskere i udlandet. Og i den andledning henvendte de sig til alle danske representationer i udlandet (Ambassader og Generalkonsulater) og danske kirker og sømandskirker og anmodede om via internettet at udbrede undersøgelses skemaet til så mange danskere som muligt.

Sømandskirken her i Hong Kong sendte også undersøgelses skemaet ud via vores email adresseliste. Hvor mange her fra Hong Kong, der besvarede skemaet, vides naturligvis ikke, da undersøgelsen var annonym. Men ca. i alt 900 danskere bosiddende i udlandet besvarede spørgeskemaet. Følgende er en artikel skrevet af Claus Vincents i Kristeligt dagblad om undersøgelsen:

Artiklen
Når danskerne flytter til udlandet, stiger deres kirkegang markant. I mange af de lande, hvor danskere har valgt at bosætte sig, er der efterhånden bygget danske kirker, og de er populære blandt de tilvandrede danskere. Det kirkelige og sociale fællesskab i udlandskirkerne betyder samtidig, at det er nemmere at blive integreret i en fremmed kultur, viser banebrydende ny dansk forskning.

Omkring en halv million danskere har været bosat i udlandet i kortere eller længere tid, og 900 af dem har svaret på en spørgeskemaundersøgelse, som er den første af sin art. Det er religionssociolog, professor dr.phil. Margit Warburg og forskningsassistent, ph.d. Brian Arly Jacobsen, begge fra Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen.

– Svarene viser, at danskerne går markant mere i kirke, når de bosætter sig i udlandet. Som dansker kommer man i den lokale udlandskirke, fordi den er et socialt samlingssted. Men det betyder samtidig en stigende kirkegang, fordi tærsklen til kirken på den måde bliver mindre, siger Brian Arly Jacobsen.

Det er især de danskere, som jævnligt gik i kirke, da de boede i Danmark, der er blevet endnu flittigere kirkegængere i deres nye land. 16 procent angiver i undersøgelsen, at de plejer at gå jævnligt i kirke i Danmark, men efter udvandringen er gruppen vokset til lidt over 23 procent. Men interessen for at gå mere i kirke gælder også andre grupper af de udvandrede danskere. Der er sket en markant stigning i kirkegangen både hos de danskere, der sjældent eller aldrig plejede at gå i kirke, og hos dem, der kun gik i kirke til højtiderne. Blandt de udlandsdanskere, der angiver, at de slet ikke tror på Gud, stiger kirkegangen fra én procent i Danmark til fem procent, når de flytter til udlandet.

Liselotte Basbøll har været præst for danskere i udlandet gennem 30 år, senest i Calgary i Canada, hvor hun nu går på pension. Hun kan tale med om, hvor dybt danskheden ligger hos danskere i udlandet.
– Der er efterhånden mange familier med danske rødder, som kun taler engelsk, men de lægger alligevel vægt på det danske sprog. De sætter deres børn i den danske legestue, de lærer fadervor på dansk, og de elsker stadig de danske salmer, siger Liselotte Basbøll.

Ud over fordelen ved det kirkelige og sociale fællesskab får danske kirkegængere i udlandet det også nemmere i det lokale samfund.
– Der er ikke nogen modsætning imellem at komme i en dansk kirke og være en del af en udlandsdansk kultur, og så blive en integreret del af det lokale samfund. Når man som udlandsdansker mødes med andre i den lokale, danske kirke, så er man pludselig en majoritet. Det giver styrke til at engagere sig i det lokalsamfund, man bor i til daglig, siger Brian Arly Jacobsen, som tilføjer, at man kan trække en parallel fra undersøgelsen af de danske emigranter til den hjemlige integrationsdebat.

Et fællesskab om modersmålet og religionen hæmmer ikke integrationen, men fremmer den derimod, mener Brian Arly Jacobsen.“

Betragtninger
Såvidt artiklen fra Kristelig Dagblad. Her fra Sømandskirken i Hong Kong kan man jo kun synes godt om undersøgelsen. Det er positivt, at hvis man bruger kirken og dens sociale netværk, så er det en“ win-win"-situation. Man får både sit danske sociale netværk OG har lettere ved at integrere sig i den kultur, man lever i, fordi man kender sine rødder og sin egen kultur.

Brian Arly Jacobsen drager den delkonklusion, at man kan trække en parallel fra undersøgelsen af de danske emigranter til den hjemlige integrationsdebat. Han mener sikkert, at emigranterne til Danmark også skal have lejlighed til at samles omkring deres egen religion og kultur. Og det er jo også en positiv konklusion af undersøgelsen.

Jeg kan kun fra mit eget ståsted konkludere, at danskere i Danmark skulle gå noget mere i kirke. Ikke kun for at vedkende sig sin egen kristendom og kultur, men det kunne jo være, at hvis danskerne gik lidt mere i kirke, at integrations debatten fik en betydelig mere positiv og imødekommende holdning. Hvis det virker i udlandet må det jo også virke derhjemme. Men det er vist for meget at forlange og håbe.

Hans Aage

_____________________________________________________________________________________________________________________

DU DANSKE SOMMER... I HONG KONG
Rejsebrev af Anne og Mikael, trykt i kirkebladet fra Sankt Lukas Kirke i Århus, nr. 3


Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte ...

Thøger Larsens udødelige klassiker klinger smukt ud over Hong Kong mens bålet lyser op i den varme sommeraften. Generalkonsulen har netop holdt sin tale, og om lidt skal der laves snobrød. Jo, sommeren er sandelig kommet til Hong Kong med masser af sol og temperaturer, der giver sved på panden. Men Skt. Hans aften er blot en af kirkens mange aktiviteter i forsommeren; her prøves alt, lige fra små sejlture ud til en af de mange små øer, over deltagelse i en kæmpe kapsejlads for de såkaldte ’dragebåde’, til grillaftener, højskoleaftener og en familiedag med masser af sjov for børn i alle aldre.

Kongehuset i høj kurs
Vi tyvstartede sommeren med fejringen af dronningens fødselsdag midt i april måned. Denne dag har man i Hong Kong gjort til Danmarks nationaldag, og over en hel side i den førende avis hernede kunne man på da også læse et interview med den danske generalkonsul om alle Danmarks fortræffeligheder. Den danske sømandskirke er hvert år med til at arrangere festlighederne, hvor rigtig mange danskere mødes til sejltur og efterfølgende middag bestående af alt godt fra havet. I det hele taget har fædrelandet og ikke mindst kongehuset en meget stor stjerne herude, og når der sker store begivenheder i kongehuset, følger vi trofast med takket være internet og fjernsynsskærme.

Kirke for hele familien
Et andet af sommerens traditionsrige arrangementer er familiedagen i forbindelse med grundlovsdag, hvor vi leger sammen en hel dag. Vægtningen af denne dag blandt børnefamilierne ses tydeligt, når den smilende mor fortæller om, hvordan sønnike hele året har øvet og øvet sig på rundbold, for at han kunne blive helt klar til årets store kamp. På familiedagen begynder vi altid med et aktivitetsløb med forskellige poster, hvor alle sanser kommer i spil, og der er plads til sjov og ballade og mærkelige bevægelser. Derpå venter os en ordentlig frokostkurv, som vi i kirken har brugt flere dage på at tilberede. Og når så alle er mætte og tilfredse, fløjtes rundboldkampen i gang. Børnene imod de voksne. De små er helt vilde med at se de voksne løbe afsted –og der grines meget af den stivhed, børnene opdager hos de voksne i dagene efter.

Danmark – et eventyrland
Skt. Hans aften er startskuddet på sommeren, også i Hong Kong, og snart vil mange af de danske familier flyve hjem til Danmark for at nyde sommeren der. For mange af børnene herude er Danmark lidt af et eventyrland, hvor de kun kommer til sommer og jul. Her har forældre og bedsteforældre god tid, der vanker is, gaver og god mad hver dag, og skolens mange krav og tests er på behagelig afstand. At Danmark også er andet end H.C. Andersens eventyrland, vil de nu nok opdage, den dag familien igen bosætter sig i Danmark. Men den tid, den sorg, som man siger.

Efterårets travlhed venter
Vi har nu været i Hong Kong i mere end seks måneder, og et travlt efterår står for døren med den store julebasar i november som det vigtigste pejlemærke. På denne ene lørdag i november må kirken hvert år stræbe mod at indsamle alle de penge, der skal drive aktiviterne det følgende år. De danske sømands- og udlandskirker modtager nemlig ikke penge over den danske kirkeskat, men er selvfinansierede. Det kræver meget arbejde, både her og derhjemme i Danmark, men det skal nok lykkes. Vi fortæller mere om hvordan i et senere nummer.

Anne og Mikael Giødesen

_____________________________________________________________________________________________________

Skib ohøj!

Artikel af Mikael Giødesen, trykt i kirkebladet for Den danske Sømands- og Udlandskirke, Singapore

Stolt glider Gudrun Maersk ind gennem havnen i Hong Kong på sin vej til Malaysia. Lysene fra skyline glimter i vandet, mens skibet langsomt nærmer sig for til sidst at lægge til kaj med centimeters nøjagtighed. Gangvejen sættes og straks klatrer vi op, turen kan begynde.

Kaptajn Peder Georg Christensen byder velkommen til fire dage ombord. Turen går til Pelepas med en afstikker til Kina undervejs. Anne og jeg har set frem til turen igennem lang tid og glædet os til at tage livet til søs anno 2009 i nærmere i øjesyn.

Første dag til søs går med en kort sejltur til Kina, hvor skibet lastes helt op, inden det samme aften sætter kursen mod Malaysia med tre dage i søen. Det giver rig lejlighed til at fornemme hverdagen ombord, med besøg hos skiftevis kaptajnen, overstyrmanden og maskinchefen for at følge med i deres arbejde.

Første stop er hos overstyrmanden, der tager os med på dækket, så vi kan deltage i kontrollen af sikkerhedsudstyret. Det betyder en tur ned i bunden af skibet via små stiger for at tjekke alarmer. Det er varmt og en smule klaustrofobisk at gå rundt dernede, men også lidt spændende. Maskinchefen forsøger næste dag på en meget pædagogisk måde at forklare sadan et par landkrabber som os, hvordan en motor virker. Ikke just noget nem opgave, men det hjalp da betydeligt. Også kaptajnen afsætter tid til at forklare lidt om sine opgaver ombord, og det giver stof til eftertanke, at der skal foretages så meget papirarbejde for at kunne drive et skib i dag.

Tiden nærmest flyver afsted, når man skyder 23 knob eller godt 40 km/t, og snart er Singapore og Tanjung Pelepas i sigte. Hurtigt og effektivt lægges skibet til kaj, og snart sidder vi på barstolen oppe på klubben hos Karsten og udveksler erfaringer og anekdoter om livet i sømandskirken og arbejdet med søfolkene. Om aftenen er der tændt op i grillen i klubben; det et af Karstens mange tilbud, som søfolkene sætter stor pris på, når de kommer til Pelepas.

Så går turen videre til Singapore og kirken i den elegante kolonistil på Pender Road. Det skal være vores base de næste par dage. Her venter Hans og Dorte, og snart går snakken om løst og fast, og ideer og erfaringer fra kirkearbejdet udveksles i en lind strøm. Mange ting ligner hinanden, men måden at løse tingene på kan være forskellig. Spændende.

Med juniorassistenten Dorte som kyndig og lokalkendt guide vises vi i de efterfølgende dage rundt i Singapore, og der er her tale om optimal udnyttelse af den sparsomme tid til rådighed. Og så, efter en uges intensiv studietur, er det tid at vende næsen hjem ad mod Hong Kong, mange erfaringer og oplevelser rigere.

Vi vil gerne sige et stort og rungende TAK til alle ombord på Gudrun Maersk, crewing i København og til alle ansatte ved sømandskirken i Singapore.

Mikael Giødesen

______________________________________________________________________________________________________________________

Dragekamp i Hong Kong

Artikel af Anne Giødesen, trykt i DSUKs nyhedsblad 'NYT', nr. 4

One ... two ... three ... four...

Råbene lyder taktfast fra atten insisterende munde, alt imens der kæmpes for ikke at sluge for meget af det sviende saltvand, der sprøjter omkring os.  Bølgerne slår ind i båden og dækker snart benene op til knæene.

Five ... six ... seven ... eight ...

Den lange smalle træbåd ligger faretruende lavt, og velvidende at en evt. kæntring vil diskvalificere os, kæmper vi, det bedste vi har lært, for at indhente de andre dragebåde, som allerede ligger langt foran os. Det står klart for os alle, at dette løb kan vi ikke vinde. Men så er det godt, at der er yderligere to senere på dagen.

Vi kom allerede tidligt i morges og blev mødt af det enestående syn af de mange nymalede og fint dekorerede dragebåde, der lå helt inde ved stranden. En dragebåd minder på mange måder om en lang trækano. Der er plads til 18 roere, som sidder to og to på smalle træbjælker. Bagerst står styrmanden, og forrest på en stol sidder en trommeslager, som med taktfaste slag angiver padlernes rytme. Yderst på stævnen er der påmonteret en farvestrålende drage i træ, og den liflige duft af røgelse fra røgelsespindene blander sig med duften af havvand;  jo, nu kan sejladserne godt begynde.

Det siges om denne dag, at man mindes en martyrisk frihedskæmper fra det tredje århundrede f.kr., som i kampen mod det korrupte styre kastede sig selv i vandet. Folk fra land så det, og begav sig ud i en dragebåd for at redde ham. Med sig havde de en tromme, som skulle skræmme fiskene væk, så han ikke blev ædt. I dag sikrer røgelsen på stævnen den højtidelige stemning, for som man siger: det hellige kan kun være til stede, hvor der lugter godt. Det hellige er dragen, som i Kina symboliserer en lykkebringende kraft, og den forbindes med manddom og regnvejr; så måske er det ikke så underligt, at det altid regner på dagen for den årlige dragebådsfestival.

I dag, 2300 år efter, er dragebådsfestivalen en officiel fridag i hele Kina, og alene i Hong Kong afholder man otte stævner. Planlægningen såvel som afholdelsen vidner om stor professionalisme, og tilslutningen er enorm. Alene i Stanley, hvor vi er tilmeldt, regner man med omkring 200 både, ca. 4000 deltagere og måske lige så mange tilskuere. Dertil kommer personalet og alle sponsorerne.

Som kirke med et stort lokalt netværk og omdrejningspunkt for det sociale fællesskab blandt danskerne hernede var det naturligt, at vi var med i planlægningen af den danske deltagelse i dette løb, og i samarbejde med Det Danske Handelskammer, Det Danske Generalkonsulat og Det Finske Handelskammer fik vi snart samlet så mange sponsorater ind, at vi kunne love alle 50 roere plads i en af de to dansk-finske dragebåde. Så fulgte fem intense træningslørdage, hvor vi skulle lære at håndtere padlerne og at ro i takt. –Og tro mig, det er ikke så nemt, som det kunne se ud til! Humøret har været højt hele vejen igennem, og ofte sluttede træningen af med fælles frokost på en lokal restaurant. Jo, dette er virkelig en aktivitet, som samler folk og giver følelsen af fællesskab.

Ud for kysten ligger vores to sponsorerede motorbåde, hver med plads til 30 mennesker. Her går snakken lystigt, mens vi guffer den lækre frokost i os. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi atter må trække i det våde tøj og begive os ind til stranden igen for at kunne være med i det næste løb. Turen langs stranden er lang og snørklet pga. de mange tilskuere, og vi bliver hele tiden standset og bedt om at stille op til et billede. Vores blå-hvide vikingehjelme af plastik er åbenbart lige noget for de fotograferingsglade Hong Kong-kinesere... Den tildelte dragebåd tømmes for vand, og snart er vi atter på vej ud til startlinien. Koncentrationen lyser ud af vore ansigter, og da startskuddet lyder, istemmer alle straks de taktfaste

One ... two ... three ... four...

Anne Giødesen

 _____________________________________________________________________________________________________

AT VÆRE KIRKE I HONG KONG
Rejsebrev af Anne og Mikael, trykt i kirkebladet fra Sankt Lukas Kirke i Århus, nr. 2

Sygebesøg og taknemmelighed
Vi træder ind på femmandsstuen på det lokale sygehus i Hong Kong. En mand snorker, en anden harker og bøvser derpå veltilfreds oven på frokosten, og en tredje kikker usikkert op på os.
Vi er taget på sygebesøg i dag for at hilse på en dansk  sømand, der er kommet til skade under udførelsen af sit arbejde. Han ser op, da vi træder ind på stuen, og hans glæde over at se os er ikke til at tage fejl af: lige fra glæden i hans øjne og smilet på læben, til de første ord han siger, da vi træder på stuen: ”Åh, jeg havde sådan håbet at få besøg fra kirken...”. Det er i al sin enkelthed derfor, vi er taget et år til Hong Kong.

Skibsbesøg og åbne arme
Det daglige arbejde er ganske afvekslende. Vi besøger ca. 5-6 danske containerskibe om ugen, hvor vi medbringer danske aviser, telefonkort og de eventuelle ting, som de forud har bedt os om at anskaffe. Vi bliver altid mødt med en utrolig gæstfrihed, og gang på gang hører vi, hvor vigtigt det er for dem at få disse besøg. Det er ikke aviserne, der bringer den største glæde; nej det er samværet med også andre mennesker end dem, de har kigget på de sidste to måneder, og muligheden for at fortælle og høre nyt. Besøget opleves måske også som et tegn på, at de ikke er glemt, selvom de er så langt væk hjemmefra.

Danske kirkefrokoster for alle
For danskerne i byen er den månedlige kirkefrokost et af de absolutte højdepunkter, og vi sætter en ære i at kunne præsentere en helt klassisk frokost med sild, leverpostej, frikadeller, forskelligt pålæg samt ost, og hertil godt dansk kernerugbrød. At vi kan servere dette er udelukkende takket være skibenes overdådige gavmildhed; det sker således ikke sjældent, at vi forlader et skib med tasken fuld af gode varer, vi kan servere for de fastboende. Det er ganske enkelt fantastisk.

Et kulturelt og socialt samlingspunkt
Der er rigtig god opbakning omkring kirkens aktiviteter. Det betyder, at det hurtigt bliver rigtig sjovt at arrangere f.eks. fastelavn, grillaftener, vandreture, hyggeaftener, familiedage og lignende, for så er der noget ved det. Det er oven i købet sådan, at når nye danskere kommer hertil og spørger efter, hvor man kommer i kontakt med andre danskere hernede, så henvises de altid til kirken som det første. Sikken en privilegeret status.

Kirken som et givende sted
Således er kirken ikke blot et sted, som er givende for søfolkene og de fastboende danskere; som ansatte får vi også utroligt meget ud af det, lige fra farverige historier fra de syv verdenshave til den fortrolige samtale og nye venskaber med danskerne herude. Og når den tilskadekomne sømand afslutter samtalen med at fortælle, hvor meget det betyder for familien derhjemme at vide, at kirken er der og besøger ham i disse svære tider, så langt hjemmefra, kan vi ikke undgå at komme til at føle os utroligt privilegerede over at få lov til at lave kirke.


Anne og Mikael Giødesen

_____________________________________________________________________________________________________________________

 

Rejsen til Guangzhou
- Det kinesiske kræfthospital
Artikel af Iben Snell, trykt i DSUKs nyhedsblad 'NYT', nr. 3

En vedholdende bippelyd kalder mig ud af søvnens tågede landskaber. Det er dunkelt udenfor. Helt mørkt biver der aldrig i Hong Kong, men natten skulle være forbi nu. Klokken er 5.30, det er tid at stå op, hvis jeg skal nå frem.

Rejsen til Guangzhou er omstændelig: først med bus, så med Tsuen Wan Line ind til centrum, derfra skift til den lyseblå linie op til Hung Hom Station, hvorfra togene går til Kina. Det, jeg skal med, har afgang kl. 8.18, men reglerne er som i en lufthavn. Du skal igennem de samme procedurer: Security check, emigration, så vær der i god tid. Med et residence card går det nemt: kortet i maskinen, gennem slusen,  tommelfingeren på skærmen. Så er man i ingenmandsland.

Her står de rejsende med den obligatoriske kop dampende kaffe, der skal række dem dagen.  Vi er mange slags: De få italienere, ivrigt parlamenterende på modersmålet – velsagtens på vej op for at tilse fabrikker i Mainland. Et ubestemt antal kinesere, diskuterende de sidste dessiner i mobilen, på vej til jobbet på den anden side af grænsen. Den sædvanlige håndfuld europæere med kufferter pakket til nye destinationer på Asienkortet - og os fra den danske sømandskirke. Vi har ikke meget bagage med. En taske med madpakken og den ekstra trøje til opholdet i en airconditioned kupé det næste stykke tid.

Rejsen går gennem New territories, hvor højhuse skifter med jungle og lav bebyggelse. Efter en times tid når vi grænsen. Byen hedder Shenzhen, indbyggertal i millionklassen. Embarcationcards udfyldes: pas, visanummer, formål med indrejse. Efter endnu en time gennem rismarker og småbyer vælter Guangzhou ind ad alle vinduer. En vis uro forplanter sig i kupeen. Susan og jeg gør klar til næste etape. Nu begynder arbejdet: det gælder om at komme hurtigt gennem told og immigration, så vi kan nå frem i taxakøen før de andre. Vi skal nå ud i den anden ende af byen til kl. 11.00. 

FUDA

Efter en halv times tid er taxaen fremme. FUDA står der med store bogstaver på den høje lyserøde bygning på hjørnet af den stille gade. Der er 9 etager i denne nye hospitalsafdeling, hvis speciale er kræftbehandling. På 3. sal ligger cafe ”Held og lykke”. Her mødes de danskere, der er indlagt, hver formiddag til en snak om løst og fast. Ikke alle af dem er oppegående, men så er der et familiemedlem til stede for at udveksle erfaringer og høre nyt, hente råd og give vejledning. Vi plejer at starte vores besøg med at lå os ned her først, inden vi tager rundt på de andre etager. Talen er indforstået, alle kender begreberne: korn, kryo, kemo.

Det er forskelligt, hvor mange der er fra gang til gang. I gennemsnit er der omkring et par og tyve patienter indskrevet med deres pårørende. Kræft er en sygdom, som er meget lidt selektiv. Den kan finde sig tilrette i en hvilken som helst krop: om den er 20 år eller 70, om den har hjemme det ene eller andet sted. De danske patienter har alle aldre og kommer fra alle miljøer. Nogle har boet i Danmark hele deres liv, andre er tilflyttere.

Enhver har sin historie at berette om vejen til Kina. For en del handler den om for sen eller forfejlet diagnosticering derhjemme. For langt de fleste om for lange ventetider - og for sløv eller modvillig behandling af anmodning om ”second opinion”, når lægen havde afsagt sin dom. Tid er ikke det, man har mest af med en dødelig diagnose. Der er brugt tid i Danmark, ofte lang tid - inden rejsen til Guangzhou blev besluttet.  ”Vi ville ønske, vi var kommet herud noget før,” men Guangzhou var ikke den første mulighed. Uger og måneder er brugt på at gå andre veje, som desværre endte blindt. Men nu er muligheden grebet som den sidste - man har gjort sine forberedelser og skaffet de fornødne lån - og dermed er håbet vendt tilbage.     

Lena

Rejsen til Guangzhou er lang – og forskellig. Her skal fortælles om en enkelt vandring: Lenas. Jeg har aldrig selv mødt Lena, men hendes beretning kan læses i en delrapport fra Kræftens Bekæmpelse på nettet.  

Lena var 20 år og begyndt på sit drømmestudium, da smerterne begyndte. I første omgang slog hun det hen. Ryggen gjorde ondt, fordi hun havde ligget forkert i sengen eller siddet for meget ved computeren. Men smerterne blev ved, og til sidst fik hun foretaget en CT scanning. Det var i maj 2006, og billederne viste, at der sad en svulst på en af ryghvirvlerne.

Lena fik stillet diagnosen kræft i rygsøjlebrusk, og kom på operationsbordet. Efter operationen fortalte kirurgen, at det var gået godt: man mente at have fået det hele. Kræftlægen var af den holdning, at sygdommen var dødelig.

Herefter blev der fulgt op med strålebehandling. Det var imidlertid ikke nok til at slå canceren ihjel, så Lenas mor bad om, at man efterbehandlede med kemoterapi også. Det blev afvist som værende uden virkning og unødvendigt.

Efter strålebehandling bliver Lena udskrevet. Hun starter atter på universitetet, men inden længe er den gal igen.  De gamle symptomer vender tilbage. Nu er der imidlertid ikke nogen hjælp at få, kræftafdelingen bagatelliserer smerterne og vil ikke indlægge hende. Hun har fået ”smag for morfin”, hedder det.

Et halvt år efter operationen er hun til kontrol, og det viser sig, at der er lungemetastaser. Trods de vedvarende smerter i ryggen bliver den ikke undersøgt yderligere. Et par dage før jul får hun en telefonopringning: ”Vi kan desværre ikke tilbyde andet end en palliativ kemoterapi. I må have en god jul – så god, som I nu kan. ” 

Efter den besked går familien i gang med at undersøge andre behandlingsmuligheder.  De danske læger afviser, at der overhovedet findes nogen, men man tager kontakt til USA, og i januar 2007 bliver Lena indlagt på et universitetshospital i Michigan.

Indlæggelsen bliver langvarig. Diagnosen hjemmefra, får Lena at vide, er forkert. Prøverne viser ikke kræft udgående fra brusken, men i knoglerne – som kunne have været behandlet med kemoterapi fra start. Hun får også at vide, at der er en hurtigvoksende svulst i ryggen. Den gør hende delvis lam i løbet af ganske kort tid. Men nu bliver der sat hårdt ind, og svulsten svinder. Efter 7 måneder kan hun rejse sig og igen tage de første skridt. Og rejsen går tilbage til Danmark.

Rejsen til Guangzhou

Men lungerne er angrebet, og i slutningen af 2007 flyver Lena til Beijing for at blive behandlet.  Uden held, sygdommen udvikler sig nu meget aggressivt. Det ser temmelig sort ud, men Lena og hendes familie vil dog ikke give op. De har opdaget, hvor mange behandlingsmetoder, Kina kan tilbyde, og den 26. januar 2008 – 20 måneder efter at hun første gang fik konstateret kræft – står hun i Guangzhou.

Her venter en varieret behandling, forskellige metoder bliver taget i brug samtidig: ”Dr. Niu var ligesom en brandslukker. Han gik først i gang med at behandle de livstruende, og det der mest hastede og dernæst lave finjusteringer. Da jeg rejste hjem til Danmark i midten af marts, var jeg ikke længere døende. Men jeg vidste, at jeg skal fortsætte med yderligere behandling og nu føres i kort snor...” Der har været tilbagefald.  Men i november 2008 viste en kontrolscanning, at der ikke længere var aktiv cancer i hendes krop.  Resultatet blev bekræftet af en scanning til nytår.

Lenas egen beretning ender til dels her.  Fra medierne vil man sikkert vide, at hun fortsatte i kemoterapi for at undgå nye svulster. Og at hun døde i marts 2009, 23 år gammel - ikke af kræftsygdommen, men af lungebetændelse.

Den danske sømandskirke i Hong Kongs besøgstjeneste

Sømandskirken i Hong Kong tager ikke stilling til kræftbehandling, hverken i Danmark eller i Kina. Vores opgave er en anden: i tæt samarbejde med generalkonsulatet at stå til rådighed for de mennesker, der har truffet et valg og er rejst den lange vej hertil – med de meget høje omkostninger, det indebærer – og som befinder sig i den svære og krævende virkelighed at være patient og pårørende på et fremmed hospital i den modsatte ende af verden. 

Foreløbig kommer vi på besøg hver uge. Men vi håber at kunne blive i stand til at hjælpe yderligere - også på anden vis. Der er f.eks. hårdt brug for nogen til at tolke mellem danskerne og kineserne i hverdagen. Det kan vi ikke på nuværende tidspunkt.

Som almindelig dansker i Kina er man decideret analfabet, hvis ikke man har studeret kinesisk: man kan hverken læse eller skrive.  Engelsk er ikke noget selvfølgeligt sprog i Kina. Heller ikke på FUDA. Risikoen for, at vigtig information går tabt i kommunikationen med personalet, er til stede. Det kinesiske personale vil gerne lære, de danske patienter gerne forstå, og man gør sit bedste fra begge sider.  For det er livet om at gøre. Men der er mange spørgsmål at tage stilling til – og meget at forholde sig til.

I den forstand er rejsen til Guangzhou virkelig lang - meget længere end de mange timer, der er tilbragt i flyet og de mange tusinde kilometer, der er tilbagelangt. Det er ganske anderledes at være indlagt i Kina end at være det i København. Kulturforskellene er til at få øje på: skik og brug - vi har hver vores måde at se og gøre tingene på, omgangsformerne. Her ville en formidler – en dansk kinesiskstuderende, eller en kineser, der har boet i Danmark og kan sproget – kunne være til stor gavn. Den, der har ”gjort rejsen før”, og kender kulturen og sproget, kan hjælpe med at gøre den lidt lettere for andre. Den er svær nok i forvejen for dem, der tager af sted…

 Iben Snell

________________________________________________________________