![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
|
Artikel ved Hans Aage - Religion blandt danskere i udlandet Artikler herfra udgivet i andre sammenhænge: - Du danske sommer... i Hong kong (Sankt Lukas Kirkes kirkeblad, Århus, nr. 3) - Skib ohøj! (Kirkebladet ved Den danske Sømands- og Udlandskirke i Singapore) - Dragekamp i Hong Kong (DSUKs blad NYT, nr. 4) - At være kirke i Hong Kong (Sankt Lukas Kirkes kirkeblad, Århus, nr. 2) - Rejsen til Guangzhou - det kinesiske kræfthospital (DSUKs blad NYT, nr. 3) ______________________________________________________________________________________________________________________________________________ Religion blandt danskere i udlandetI foråret ønskede man på Københavns Universitet ( institut for tværkulturelle Studier) at igangsætte en undersøgelse af danskere i udlandet og deres forhold til religion og danskhed. Deres argument var, at man havde undersøgt næsten alt om religion blandt danskere/emigranter i Danmark, men vidste intet om danskere i udlandet. Og i den andledning henvendte de sig til alle danske representationer i udlandet (Ambassader og Generalkonsulater) og danske kirker og sømandskirker og anmodede om via internettet at udbrede undersøgelses skemaet til så mange danskere som muligt. Sømandskirken her i Hong Kong sendte også undersøgelses skemaet ud via vores email adresseliste. Hvor mange her fra Hong Kong, der besvarede skemaet, vides naturligvis ikke, da undersøgelsen var annonym. Men ca. i alt 900 danskere bosiddende i udlandet besvarede spørgeskemaet. Følgende er en artikel skrevet af Claus Vincents i Kristeligt dagblad om undersøgelsen: Artiklen Omkring en halv million danskere har været bosat i udlandet i kortere eller længere tid, og 900 af dem har svaret på en spørgeskemaundersøgelse, som er den første af sin art. Det er religionssociolog, professor dr.phil. Margit Warburg og forskningsassistent, ph.d. Brian Arly Jacobsen, begge fra Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen. – Svarene viser, at danskerne går markant mere i kirke, når de bosætter sig i udlandet. Som dansker kommer man i den lokale udlandskirke, fordi den er et socialt samlingssted. Men det betyder samtidig en stigende kirkegang, fordi tærsklen til kirken på den måde bliver mindre, siger Brian Arly Jacobsen. Det er især de danskere, som jævnligt gik i kirke, da de boede i Danmark, der er blevet endnu flittigere kirkegængere i deres nye land. 16 procent angiver i undersøgelsen, at de plejer at gå jævnligt i kirke i Danmark, men efter udvandringen er gruppen vokset til lidt over 23 procent. Men interessen for at gå mere i kirke gælder også andre grupper af de udvandrede danskere. Der er sket en markant stigning i kirkegangen både hos de danskere, der sjældent eller aldrig plejede at gå i kirke, og hos dem, der kun gik i kirke til højtiderne. Blandt de udlandsdanskere, der angiver, at de slet ikke tror på Gud, stiger kirkegangen fra én procent i Danmark til fem procent, når de flytter til udlandet. Liselotte Basbøll har været præst for danskere i
udlandet gennem 30 år, senest i Calgary i Canada, hvor hun nu går på
pension. Hun kan tale med om, hvor dybt danskheden ligger hos
danskere i udlandet. Ud over fordelen ved det kirkelige og sociale
fællesskab får danske kirkegængere i udlandet det også nemmere i det
lokale samfund. Et fællesskab om modersmålet og religionen hæmmer ikke integrationen, men fremmer den derimod, mener Brian Arly Jacobsen.“ Betragtninger Brian Arly Jacobsen drager den delkonklusion, at man kan trække en parallel fra undersøgelsen af de danske emigranter til den hjemlige integrationsdebat. Han mener sikkert, at emigranterne til Danmark også skal have lejlighed til at samles omkring deres egen religion og kultur. Og det er jo også en positiv konklusion af undersøgelsen. Jeg kan kun fra mit eget ståsted konkludere, at danskere i Danmark skulle gå noget mere i kirke. Ikke kun for at vedkende sig sin egen kristendom og kultur, men det kunne jo være, at hvis danskerne gik lidt mere i kirke, at integrations debatten fik en betydelig mere positiv og imødekommende holdning. Hvis det virker i udlandet må det jo også virke derhjemme. Men det er vist for meget at forlange og håbe. Hans Aage _____________________________________________________________________________________________________________________DU DANSKE SOMMER...
I HONG KONG
Thøger Larsens udødelige klassiker klinger smukt ud over Hong Kong
mens bålet lyser op i den varme sommeraften. Generalkonsulen har
netop holdt sin tale, og om lidt skal der laves snobrød. Jo,
sommeren er sandelig kommet til Hong Kong med masser af sol og
temperaturer, der giver sved på panden. Men Skt. Hans aften er blot
en af kirkens mange aktiviteter i forsommeren; her prøves alt, lige
fra små sejlture ud til en af de mange små øer, over deltagelse i en
kæmpe kapsejlads for de såkaldte ’dragebåde’, til grillaftener,
højskoleaftener og en familiedag med masser af sjov for børn i alle
aldre.
Kongehuset i høj kurs
Kirke for hele familien
Danmark – et eventyrland
Efterårets travlhed venter Anne og Mikael Giødesen _____________________________________________________________________________________________________
Skib ohøj Artikel af Mikael Giødesen, trykt i kirkebladet for Den danske Sømands- og Udlandskirke, Singapore
Stolt glider Gudrun Maersk ind gennem havnen i Hong Kong på sin vej
til Malaysia. Lysene fra skyline glimter i vandet, mens skibet
langsomt nærmer sig for til sidst at lægge til kaj med centimeters
nøjagtighed. Gangvejen sættes og straks klatrer vi op, turen kan
begynde. Kaptajn Peder Georg Christensen byder velkommen til fire dage ombord. Turen går til Pelepas med en afstikker til Kina undervejs. Anne og jeg har set frem til turen igennem lang tid og glædet os til at tage livet til søs anno 2009 i nærmere i øjesyn. Første dag til søs går med en kort sejltur til Kina, hvor skibet lastes helt op, inden det samme aften sætter kursen mod Malaysia med tre dage i søen. Det giver rig lejlighed til at fornemme hverdagen ombord, med besøg hos skiftevis kaptajnen, overstyrmanden og maskinchefen for at følge med i deres arbejde. Første stop er hos overstyrmanden, der tager os med på dækket, så vi kan deltage i kontrollen af sikkerhedsudstyret. Det betyder en tur ned i bunden af skibet via små stiger for at tjekke alarmer. Det er varmt og en smule klaustrofobisk at gå rundt dernede, men også lidt spændende. Maskinchefen forsøger næste dag på en meget pædagogisk måde at forklare sadan et par landkrabber som os, hvordan en motor virker. Ikke just noget nem opgave, men det hjalp da betydeligt. Også kaptajnen afsætter tid til at forklare lidt om sine opgaver ombord, og det giver stof til eftertanke, at der skal foretages så meget papirarbejde for at kunne drive et skib i dag. Tiden nærmest flyver afsted, når man skyder 23 knob eller godt 40 km/t, og snart er Singapore og Tanjung Pelepas i sigte. Hurtigt og effektivt lægges skibet til kaj, og snart sidder vi på barstolen oppe på klubben hos Karsten og udveksler erfaringer og anekdoter om livet i sømandskirken og arbejdet med søfolkene. Om aftenen er der tændt op i grillen i klubben; det et af Karstens mange tilbud, som søfolkene sætter stor pris på, når de kommer til Pelepas. Så går turen videre til Singapore og kirken i den elegante kolonistil på Pender Road. Det skal være vores base de næste par dage. Her venter Hans og Dorte, og snart går snakken om løst og fast, og ideer og erfaringer fra kirkearbejdet udveksles i en lind strøm. Mange ting ligner hinanden, men måden at løse tingene på kan være forskellig. Spændende.
Med juniorassistenten Dorte som kyndig og lokalkendt guide vises vi
i de efterfølgende dage rundt i Singapore, og der er her tale om
optimal udnyttelse af den sparsomme tid til rådighed. Og så, efter
en uges intensiv studietur, er det tid at vende næsen hjem ad mod
Hong Kong, mange erfaringer og oplevelser rigere. Vi
vil gerne sige et stort og rungende TAK til alle ombord på Gudrun
Maersk, crewing i København og til alle ansatte ved sømandskirken i
Singapore. Mikael Giødesen ______________________________________________________________________________________________________________________ Dragekamp i Hong Kong
One ...
two ... three ... four...
Råbene lyder taktfast fra atten insisterende munde, alt imens der
kæmpes for ikke at sluge for meget af det sviende saltvand, der
sprøjter omkring os.
Bølgerne slår ind i båden og dækker snart benene op til knæene.
Five ... six ... seven
... eight ...
Den lange smalle træbåd ligger faretruende lavt, og velvidende at en
evt. kæntring vil diskvalificere os, kæmper vi, det bedste vi har
lært, for at indhente de andre dragebåde, som allerede ligger langt
foran os. Det står klart for os alle, at dette løb kan vi ikke vinde.
Men så er det godt, at der er yderligere to senere på dagen. Vi
kom allerede tidligt i morges og blev mødt af det enestående syn af
de mange nymalede og fint dekorerede dragebåde, der lå helt inde ved
stranden. En dragebåd minder på mange måder om en lang trækano. Der
er plads til 18 roere, som sidder to og to på smalle træbjælker.
Bagerst står styrmanden, og forrest på en stol sidder en
trommeslager, som med taktfaste slag angiver padlernes rytme. Yderst
på stævnen er der påmonteret en farvestrålende drage i træ, og den
liflige duft af røgelse fra røgelsespindene blander sig med duften
af havvand; jo, nu kan
sejladserne godt begynde.
Det siges om denne dag, at man mindes en martyrisk frihedskæmper fra
det tredje århundrede f.kr., som i kampen mod det korrupte styre
kastede sig selv i vandet. Folk fra land så det, og begav sig ud i
en dragebåd for at redde ham. Med sig havde de en tromme, som skulle
skræmme fiskene væk, så han ikke blev ædt. I dag sikrer røgelsen på
stævnen den højtidelige stemning, for som man siger: det hellige kan
kun være til stede, hvor der lugter godt. Det hellige er dragen, som
i Kina symboliserer en lykkebringende kraft, og den forbindes med
manddom og regnvejr; så måske er det ikke så underligt, at det altid
regner på dagen for den årlige dragebådsfestival. I
dag, 2300 år efter, er dragebådsfestivalen en officiel fridag i hele
Kina, og alene i Hong Kong afholder man otte stævner. Planlægningen
såvel som afholdelsen vidner om stor professionalisme, og
tilslutningen er enorm. Alene i Stanley, hvor vi er tilmeldt, regner
man med omkring 200 både, ca. 4000 deltagere og måske lige så mange
tilskuere. Dertil kommer personalet og alle sponsorerne.
Som kirke med et stort lokalt netværk og omdrejningspunkt for det
sociale fællesskab blandt danskerne hernede var det naturligt, at vi
var med i planlægningen af den danske deltagelse i dette løb, og i
samarbejde med Det Danske Handelskammer, Det Danske Generalkonsulat
og Det Finske Handelskammer fik vi snart samlet så mange sponsorater
ind, at vi kunne love alle 50 roere plads i en af de to dansk-finske
dragebåde. Så fulgte fem intense træningslørdage, hvor vi skulle
lære at håndtere padlerne og at ro i takt. –Og tro mig, det er ikke
så nemt, som det kunne se ud til! Humøret har været højt hele vejen
igennem, og ofte sluttede træningen af med fælles frokost på en
lokal restaurant. Jo, dette er virkelig en aktivitet, som samler
folk og giver følelsen af fællesskab. Ud
for kysten ligger vores to sponsorerede motorbåde, hver med plads
til 30 mennesker. Her går snakken lystigt, mens vi guffer den lækre
frokost i os. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi atter må trække
i det våde tøj og begive os ind til stranden igen for at kunne være
med i det næste løb. Turen langs stranden er lang og snørklet pga.
de mange tilskuere, og vi bliver hele tiden standset og bedt om at
stille op til et billede. Vores blå-hvide vikingehjelme af plastik
er åbenbart lige noget for de fotograferingsglade Hong Kong-kinesere...
Den tildelte dragebåd tømmes for vand, og snart er vi atter på vej
ud til startlinien. Koncentrationen lyser ud af vore ansigter, og da
startskuddet lyder, istemmer alle straks de taktfaste
One ... two ... three
... four... Anne Giødesen
AT VÆRE KIRKE I HONG KONG
Sygebesøg og taknemmelighed
Skibsbesøg og åbne arme
Danske kirkefrokoster for alle
Et kulturelt og socialt samlingspunkt
Kirken som et givende sted
_____________________________________________________________________________________________________________________
Rejsen
til Guangzhou
En vedholdende bippelyd kalder mig ud af søvnens tågede
landskaber. Det er dunkelt udenfor. Helt mørkt biver der aldrig i
Hong Kong, men natten skulle være forbi nu. Klokken er 5.30, det er
tid at stå op, hvis jeg skal nå frem.
Rejsen til Guangzhou er omstændelig: først med bus, så
med Tsuen Wan Line ind til centrum, derfra skift til den lyseblå
linie op til Hung Hom Station, hvorfra togene går til Kina. Det, jeg
skal med, har afgang kl. 8.18, men reglerne er som i en lufthavn. Du
skal igennem de samme procedurer: Security check, emigration, så vær
der i god tid. Med et residence card går det nemt: kortet i maskinen,
gennem slusen,
tommelfingeren på skærmen. Så er man i ingenmandsland.
Her står de rejsende med den obligatoriske kop dampende
kaffe, der skal række dem dagen.
Vi er mange slags: De få italienere, ivrigt parlamenterende
på modersmålet – velsagtens på vej op for at tilse fabrikker i
Mainland. Et ubestemt antal kinesere, diskuterende de sidste
dessiner i mobilen, på vej til jobbet på den anden side af grænsen.
Den sædvanlige håndfuld europæere med kufferter pakket til nye
destinationer på Asienkortet - og os fra den danske sømandskirke. Vi
har ikke meget bagage med. En taske med madpakken og den ekstra
trøje til opholdet i en airconditioned kupé det næste stykke tid.
Rejsen går gennem New territories, hvor højhuse skifter
med jungle og lav bebyggelse. Efter en times tid når vi grænsen.
Byen hedder Shenzhen, indbyggertal i millionklassen.
Embarcationcards udfyldes: pas, visanummer, formål med indrejse.
Efter endnu en time gennem rismarker og småbyer vælter Guangzhou ind
ad alle vinduer. En vis uro forplanter sig i kupeen. Susan og jeg
gør klar til næste etape. Nu begynder arbejdet: det gælder om at
komme hurtigt gennem told og immigration, så vi kan nå frem i
taxakøen før de andre. Vi skal nå ud i den anden ende af byen til
kl. 11.00.
FUDA
Efter en halv times tid er taxaen fremme. FUDA står der
med store bogstaver på den høje lyserøde bygning på hjørnet af den
stille gade. Der er 9 etager i denne nye hospitalsafdeling, hvis
speciale er kræftbehandling. På 3. sal ligger cafe ”Held og lykke”.
Her mødes de danskere, der er indlagt, hver formiddag til en snak om
løst og fast. Ikke alle af dem er oppegående, men så er der et
familiemedlem til stede for at udveksle erfaringer og høre nyt,
hente råd og give vejledning. Vi plejer at starte vores besøg med at
lå os ned her først, inden vi tager rundt på de andre etager. Talen
er indforstået, alle kender begreberne: korn, kryo, kemo.
Det er forskelligt, hvor mange der er fra gang til
gang. I gennemsnit er der omkring et par og tyve patienter
indskrevet med deres pårørende. Kræft er en sygdom, som er meget
lidt selektiv. Den kan
finde sig tilrette i en hvilken som helst krop: om den er 20 år
eller 70, om den har hjemme det ene eller andet sted. De danske
patienter har alle aldre og kommer fra alle miljøer. Nogle har boet
i Danmark hele deres liv, andre er tilflyttere.
Enhver har sin
historie at berette om vejen til Kina. For en del handler den om
for sen eller forfejlet diagnosticering derhjemme. For langt de
fleste om for lange ventetider - og for sløv eller modvillig
behandling af anmodning om ”second opinion”, når lægen havde afsagt
sin dom. Tid er ikke det, man har mest af med en dødelig diagnose.
Der er brugt tid i Danmark,
ofte lang tid - inden
rejsen til Guangzhou blev besluttet.
”Vi ville ønske, vi var kommet herud noget før,” men
Guangzhou var ikke den første mulighed. Uger og måneder er brugt på
at gå andre veje, som desværre endte blindt. Men nu er muligheden
grebet som den sidste - man har gjort sine forberedelser og skaffet
de fornødne lån - og dermed er håbet vendt tilbage.
Lena
Rejsen til Guangzhou er lang – og forskellig. Her skal
fortælles om en enkelt vandring: Lenas. Jeg har aldrig selv mødt
Lena, men hendes beretning kan læses i en delrapport fra Kræftens
Bekæmpelse på nettet.
Lena var 20 år og begyndt på sit drømmestudium, da
smerterne begyndte. I første omgang slog hun det hen. Ryggen gjorde
ondt, fordi hun havde ligget forkert i sengen eller siddet for meget
ved computeren. Men smerterne blev ved, og til sidst fik hun
foretaget en CT scanning. Det var i maj 2006, og billederne viste,
at der sad en svulst på en af ryghvirvlerne.
Lena fik stillet diagnosen kræft i rygsøjlebrusk, og
kom på operationsbordet. Efter operationen fortalte kirurgen, at det
var gået godt: man mente at have fået det hele. Kræftlægen var af
den holdning, at sygdommen var dødelig.
Herefter blev der fulgt op med strålebehandling. Det
var imidlertid ikke nok til at slå canceren ihjel, så Lenas mor bad
om, at man efterbehandlede med kemoterapi også. Det blev afvist som
værende uden virkning og unødvendigt.
Efter strålebehandling bliver Lena udskrevet. Hun
starter atter på universitetet, men inden længe er den gal igen.
De gamle symptomer vender tilbage. Nu er der imidlertid ikke
nogen hjælp at få, kræftafdelingen bagatelliserer smerterne og vil
ikke indlægge hende. Hun har fået ”smag for morfin”, hedder det.
Et halvt år efter operationen er hun til kontrol, og
det viser sig, at der er lungemetastaser. Trods de vedvarende
smerter i ryggen bliver den ikke undersøgt yderligere. Et par dage
før jul får hun en telefonopringning: ”Vi kan desværre ikke tilbyde
andet end en palliativ kemoterapi. I må have en god jul – så god,
som I nu kan. ”
Efter den besked går familien i gang med at undersøge
andre behandlingsmuligheder.
De danske læger afviser, at der overhovedet findes nogen, men
man tager kontakt til USA, og i januar 2007 bliver Lena indlagt på
et universitetshospital i Michigan.
Indlæggelsen bliver langvarig. Diagnosen hjemmefra, får
Lena at vide, er forkert. Prøverne viser ikke kræft udgående fra
brusken, men i knoglerne – som kunne have været behandlet med
kemoterapi fra start. Hun får også at vide, at der er en
hurtigvoksende svulst i ryggen. Den gør hende delvis lam i løbet af
ganske kort tid. Men nu bliver der sat hårdt ind, og svulsten
svinder. Efter 7 måneder kan hun rejse sig og igen tage de første
skridt. Og rejsen går tilbage til Danmark.
Rejsen til
Guangzhou
Men lungerne er angrebet, og i slutningen af 2007
flyver Lena til Beijing for at blive behandlet.
Uden held, sygdommen udvikler sig nu meget aggressivt. Det
ser temmelig sort ud, men Lena og hendes familie vil dog ikke give
op. De har opdaget, hvor mange behandlingsmetoder, Kina kan tilbyde,
og den 26. januar 2008 – 20 måneder efter at hun første gang fik
konstateret kræft – står hun i Guangzhou.
Her venter en varieret behandling, forskellige metoder
bliver taget i brug samtidig: ”Dr. Niu var ligesom en brandslukker.
Han gik først i gang med at behandle de livstruende, og det der mest
hastede og dernæst lave finjusteringer. Da jeg rejste hjem til
Danmark i midten af marts, var jeg ikke længere døende. Men jeg
vidste, at jeg skal fortsætte med yderligere behandling og nu føres
i kort snor...” Der har været tilbagefald.
Men i november 2008 viste en kontrolscanning, at der ikke
længere var aktiv cancer i hendes krop.
Resultatet blev bekræftet af en scanning til nytår.
Lenas egen beretning ender til dels her.
Fra medierne vil man sikkert vide, at hun fortsatte i
kemoterapi for at undgå nye svulster. Og at hun døde i marts 2009,
23 år gammel - ikke af kræftsygdommen, men af lungebetændelse.
Den danske
sømandskirke i Hong Kongs besøgstjeneste
Sømandskirken i Hong Kong tager ikke stilling til
kræftbehandling, hverken i Danmark eller i Kina. Vores opgave er en
anden: i tæt samarbejde med generalkonsulatet at stå til rådighed
for de mennesker, der har truffet et valg og er rejst den lange vej
hertil – med de meget høje omkostninger, det indebærer – og som
befinder sig i den svære og krævende virkelighed at være patient og
pårørende på et fremmed hospital i den modsatte ende af verden.
Foreløbig kommer vi på besøg hver uge. Men vi håber at
kunne blive i stand til at hjælpe yderligere - også på anden vis.
Der er f.eks. hårdt brug for nogen til at tolke mellem danskerne og
kineserne i hverdagen. Det kan vi ikke på nuværende tidspunkt.
Som almindelig dansker i Kina er man decideret
analfabet, hvis ikke man har studeret kinesisk: man kan hverken læse
eller skrive. Engelsk er
ikke noget selvfølgeligt sprog i Kina. Heller ikke på FUDA. Risikoen
for, at vigtig information går tabt i kommunikationen med personalet,
er til stede. Det kinesiske personale vil gerne lære, de danske
patienter gerne forstå, og man gør sit bedste fra begge sider.
For det er livet om at gøre. Men der er mange spørgsmål at
tage stilling til – og meget at forholde sig til.
I den forstand er rejsen til Guangzhou virkelig
lang -
meget længere end de mange timer, der er tilbragt i flyet og de
mange tusinde kilometer, der er tilbagelangt. Det er ganske
anderledes at være indlagt i Kina end at være det i København.
Kulturforskellene er til at få øje på:
skik og brug - vi har hver
vores måde at se og gøre tingene på, omgangsformerne. Her ville en
formidler – en dansk kinesiskstuderende, eller en kineser, der har
boet i Danmark og kan sproget – kunne være til stor gavn. Den, der
har ”gjort rejsen før”, og kender kulturen og sproget, kan hjælpe
med at gøre den lidt lettere for andre. Den er svær nok i forvejen
for dem, der tager af sted…
|
![]() |