Denne side indeholder:
- Havnen i november

Havnen i november

Antal skibe: 17

Så er det blevet advent, temperaturen i byen er igen ved at være mere menneskelig, og endnu en julebasar er vel overstået. Igen i år blev det en helt igennem fantastisk dag med godt 100 frivillige på dagen og ca. det halve dagen før. Det er intet mindre end imponerende. Derudover var der masser af gæster dagen igennem, humøret var højt, og pengene sad løst. Kort sagt var alt som det plejede at være.

Efter basaren og den obligatoriske oprydning var der tid til et stykke mad og en øl for alle de frivillige som tak for indsatsen, og det tog de fleste imod. Det blev en rigtig god aften som afslutning på en dejlig basardag. For os assistenter var det første gang, vi oplevede en basar her i Hong Kong, og vi har været meget imponerede over det store engagement, folk hernede viser deres kirke. Herligt! Vi har lagt en række billeder ud på vores hjemmeside fra både fredag og lørdag.

Forberedelsesfasen har til tider været travl, men samtidig har det været en rigtig god mulighed for at komme rundt i Hong Kong og hilse på en række af de danskere, der arbejder herude i forskellige firmaer og som vi ellers ikke når at møde i det daglige. Det har været spændende.

Men trods travle dage er vi dog ikke kørt helt ned til sokkeholderne. Så der er heldigvis fortsat energi til julens arrangementer med bl.a. adventshygge i Danish Room søndag den 6. december og juleeftermiddag den 13. december i Tsim Sha Tsui for alle børn og voksne med luciaoptog, kaffe og gløgg samt besøg af julemanden. Derudover er der naturligvis gudstjeneste juleaftens dag kl. 15.00 i Tsim Sha Tsui, hvor alle er meget velkomne.

På skibssiden har det været en stille måned med kun 17 skibe i havn. Til gengæld har der været flere besøgende i Danish Room end i de sidste par måneder, og vi har kunnet arrangeret flere udflugter til populære sights; gåtur på the Peak i kølig eftermiddagsluft, julekugler og motorcykler i et småregnende Central... Det er nu altid rart at kunne vise nogle af sine yndlingssteder frem også til de søfarende. For os ude på havnen er det blevet tid til at gå fra borde. Flyttekasserne til Århus er sat ombord på Axel Maersk, og mens disse linjer læses, kæmper vi med at få lukket den sidste kuffert proppet med gode minder fra et år i Hong Kong. Livet i Hong Kong er evigt omskifteligt, altid sker der nyt, og der er fart over feltet.

Nogle flytter hertil, og andre tager hjem. Det har været spændende at opleve. En særlig tak skal der lyde til alle jer på søen. Det har været helt fantastisk at lære jer at kende. Den altid store åbenhed, de mange gæstfrie smil og gode samtaler, der har mødt os ombord, er vi dybt taknemmelige for, og vi vil altid tænke tilbage på dette år med stor glæde. Tak!

Nu går turen hjem til Århus og til en ny tilværelse som far, mor og barn. Det bliver også spændende. Og hvem ved; måske krydses vore veje atter senere hen...? Vi vil ønske jer alle en velsignet jul, et godt og lykkebringende nytår og i det hele taget god vind fremover!

De kærligste hilsner
Anne og Mikael